Tilbage til forsiden

Tilbage til Flyvemaskiner og skibe

Denne ubåd  var den sidste danske ubåd i vandet. I 2004 besluttede folketinget at ubådsvåbnet skulle nedlægges, de eksisterende ubåde skrottes og ubådsbesætningerne overføres til anden tjeneste. Denne politiske beslutning var punktum for en næsten 100 årig epoke af flådens historie, idet den første danske ubåd blev anskaffet i 1909.

I 2004 havde ubådseskadren tre enheder af den såkaldte Tumleren klasse, nemlig "Tumleren", "Sælen" og "Springeren" samt en avanceret svensk ubåd "Kronborg", som var udlejet af Sverige. "Tumleren" blev ophugget og "Kronborg" tilbagegivet til Sverige. Det lykkedes at bevare "Sælen", som blev overdraget til Orlogsmuseet/Tøjhusmuseet og ved en henvendelse til Forsvarsministeriet blev "Springeren skænket til Museum Langelandsfort. Fra det nedlagte torpedoværksted på flådestationen i Frederikshavn er også skænket torpedoer, som er udstillet ved ubåden.

Takket være økonomisk støtte fra Fyns amt, Sydlangeland kommune, staten og EU samt en række private fonde, lykkedes det at få den 500 tons tunge ubåd bugseret fra Frederikshavn til Bagenkop, hvor den blev løftet på land af en flydekran, og transporteret op på sin blivende plads på fortet.

"Springeren" er en i ubådssammenhæng gammel ubåd, bygget i Tyskland til den norske marine i 1964. Byggestedet var Rheinstahl-Nordseewerke i Emden. Den norske klasse fik navnet "Kobben" efter den første båd. Der blev bygget ialt 15 ubåde med økonomisk støtte fra USA. En af de efterfølgende både i klassen blev døbt "Kya", og det var den, som senere endte på Museum Langelandsfort. Den gjorde tjeneste i Norge indtil 1985. Samme år besluttede man i Danmark at indkøbe norske ubåde til supplement af de eksisterende aldrende danske ubåde. Der blev i første omgang indkøbt 3 både af "Kobben"-klassen og senere en fjerde, som blev brugt som reservedele. Ifølge aftalen med Norge blev de 3 danske både sammen med 6 norske ubåde forlænget med 2 m. og moderniseret på norsk værft. Hele processen tog tid. Den første norske ubåd blev afleveret i oktober 1989 og den sidste i oktober 1991. Det var denne sidste båd, der af viceadmiral Garde blev døbt "Springeren".

Hvorfor havde Danmark ubåde? Under den kolde krig spillede ubådene en stor rolle. Dels havde supermagterne store oceangående ubåde, som kunne affyre atomvåbenbærende missiler, hvilket havde betydning for den såkaldte terrorbalance, dels var ubådene effektive til den meget omfattende spionage og efterretningsvirksomhed som kendetegnede perioden. Den grundstødte russíske ubåd i den svenske skærgård var et bevis på de efterretningsaktiviteter, som østmagterne drev selv mod et neutralt land som Sverige. Vestmagterne var ikke mindre interesseret i at føre kontrol med hvad der foregik østpå.

De danske ubåde indgik i NATO-forsvaret af Danmark, og deres opgave var i fredstid at observere flådeaktiviteter i nærheden af de danske farvande, i krigstid at rapportere og skade en fjendtlig flådestyrke under fremrykning. De danske ubåde var små og bedst egnet til operationer i snævre farvande som Østersøen og Nordsøen. Da en neddykket ubåd kræver mindst 20 meters vanddybde, kunne en stor del af de indre danske farvande kun besejles i overfladen.

U-båden havde 24 mands besætning, nemlig 7 officerer, 6 befalingsmænd og 11 gaster. Midskibs var operationsrummet med adgang til tårnet. Her foregik navigation, manøvrering, ildledelse og overvågning af tekniske anlæg som radar, sonarvarsling og hydrofon, der gav oplysning om skibe i overfladen. I et periskop kunne man neddykket observere overfladeskibes bevægelser, og et snorkelsystem tillod udskiftning af luft samt generatordrift til opladning af batterier så man kunne forblive neddykket. Under overfladesejlads var tårnet bemandet med udkig og navigatør. Forrest i ubåden ses torpedorummet med 8 torpedorør. Torpedoerne var ubådens eneste våben bortset fra besætningens håndvåben. Torpedoerne var af en moderne svensk målsøgende type med trådstyring. T 613 hed de sidst benyttede.

Agter findes bådens hovedmotorer med hver 600 HK samt en elektrisk motor på 1.700 HK. Den benyttes ved sejladsen og får strøm fra ubådens batterier, der er anbragt i bunden af båden. Med dieselgeneratorerne oplades batterierne. Ubåden har en stor skrue med fem blade. Den giver en stabil og støjsvag fremdrift. Under sejlads i overfladen var farten kun 7-8 knob, mens den var op til 17-20 knob i neddykket tilstand. Normal forlægningsfart neddykket var 5,5 knob. Aktionsradius for båden var 5.000 sømil i neddykket tilstand med fyldt olietank eller en distance som fra Danmark rundt Island og retur. Ubåden styrer ved såvel forror som agterror. Der er et sideror agter og dybderor både for og agter. Selve skroget består af et trykskrog og et formskrog. Trykskroget er den trykfaste del af ubåden og formskroget indeholder bl.a. opdriftstanke og højtryksflasker. "Springeren" er en såkaldt enkeltrumsbåd, dvs der er ikke tryksikrede sektioner. Det eneste skot er et støjskot til maskinrummet. Et tanksystem gør det muligt at bringe ubåden i trim og ved neddykning henholdsvis uddykning fyldes tankene med vand eller der blæses luft i tankene. Den maksimale dykkedybde er 600 fod, dvs. 186 m.

Et lille toilet og et brusebad findes i ubåden, men vandforbruget var rationeret på længere rejser i neddykket tilstand og det satte et vist præg på besætningen. Ubådsfolkene havde i Søværnet et særligt ry, hvilket kom sig af at ubådene i modsætning til overfladeskibene opererede på egen hånd og at de som arbejdspladser betragtet var specielle. Ubådene var ikke for sarte sjæle. De snævre forhold om bord stillede krav om en høj tolerencetærskel. Sejlads under vandet i dagevis, måske ugevis krævede gode nerver og dertil kom at hver mand om bord skulle kunne sit arbejde på fingrene og i blinde for at kunne klare kritiske situationer. I ubådene gjaldt den gamle musketer-ed: 'En for alle og alle for en'. Man stolede på hinanden og det gav et stærkt sammenhold og en stolthed over at bære delfinerne på brystet - et globalt symbol på at have gennemgået ubådsuddannelsen. "Springeren deltog hvert år i forskellige NATO-øvelser eller sejlede på togter i Nordsøen eller Østersøen i løbet af de 13 år den gjorde tjeneste i Søværnet. I september 2000 foretog "Springeren" et kort dyk med dronning Margrethe og prins Henrik om bord.  

Som et kuriosum skal nævnes, at "Springeren" under norsk flag havde verdens første kvindelige ubådschef. Og da det var i Norge hed hun selvfølgelig Solveig.

Klik på et billede for at gøre det større.

Brug derefter tilbage-pilen i øverste venstre hjørne.

Til toppen