Tilbage til forsiden

Tilbage til Personel

MIN TJENESTE PÅ LANGELANDSFORT

Jeg er gammel kystbasse fra Langelandsfortet.

Vi blev indkaldt til at skulle møde den 25. januar 1955, klokken 12. Jeg skulle rejse fra Horsens, og efterhånden som toget kom frem, kunne jeg se at jeg ikke var den eneste. En taske med de ting, som vi havde fået besked om vi skulle have med, bl.a. en lommekniv. Jeg undrede mig over om man ikke havde geværer nok. Alle jeg mødte på rejsen var kortklippede, så vi var ret genkendelige. Jeg skulle med tog til Odense og så med tog til Svendborg, derefter med færge til Rudkøbing, et helt fremmed land for mig. Jeg havde aldrig været på de kanter før, jeg var meget beklemt ved situationen. Vi sejlede næsten 2 timer og var så i Rudkøbing. Vi kiggede os noget omkring, men der stod flere befalingsmænd til at tage imod os. Så vidt jeg husker, var vi det første hold, der skulle gennemgå rekrutskole på Langeland, ellers var det jo normalt, at vi skulle til Arresødal. Da vi var blevet budt velkommen, ja, det blev vi, blev vi bedt om at stige op i nogle store lastbiler, vistnok P.B.C.er, og vi begav os af sted. Andre måtte nøjes med skinnebussen til Søndenbro.

Velankommen, blev vi bedt om at stille op i række, og blev herefter budt velkommen af chefen, og skulle herefter i messen og skaffe. Vi fik så vidt jeg husker, skipperlabskovs, ikke min livret, men vi var sultne.

Derefter skulle vi have udleveret uniform, noget som vi alle glædede os til. Vi blev kommanderet ind på en række, og så gik det fremad hvor der stod nogle befalingsmænd og udleverede tøj, støvler, huer, sengelinned og mange andre ting. Vi fik nogle tøjstykker, hvorpå vi med tusch skulle skrive vores nummer som vi fik. Man sagde til os, at de numre vi fik, ville vi aldrig glemme, det må jeg give vedkommende ret i. Vi fik at vide, hvilke værelser vi skulle være på, og fik et skab, og der skulle være orden. Vi gik ned på vores værelser, vi skulle være 8 mand på hver stue. Vi så hinanden lidt an og begyndte at sy numre i vores tøj. Det var fordi vi skulle have vores tøj vasket på vaskeri i Svendborg. Der var en gammel basse som fik det loppejob at modtage og udlevere tøj, han kom jo til at hedde vaskebjørnen.

Næste dag begyndte strabadserne, vi skulle lære at gå i takt, at gøre honnør. Vi fik at vide, at alle mather også havde befalingsmandsstatus, vi skulle hilse på dem hver gang vi mødte dem.

Vi skulle hurtigt uddannes, da vi skulle udgøre vagtkompagni på fortet. Vi skulle faktisk ikke lave andet end at gå vagt i batteri syd, batteri nord og døgnvagt på Føllesbjerg. Vi fik udleveret geværer og skulle på skydebanen, så vi kunne få lært at skyde og ikke mindst at omgås et gevær. Der er jo mange sikkerhedsforskrifter at lære. Vi skulle skille det ad på tid, smøre og vedligeholde det.

Vi skulle have vores kondition væsentligt i vejret, vi var en gang om ugen oppe i et forsamlingshus og gøre gymnastik, hvis jeg husker rigtigt, Magleby. Der var 3-4 kilometer at løbe, så var der fyret op i den store kakkelovn, så der var så varmt, der var ikke til at være.

Vi skulle også uddannes til at kunne skyde med 150 mm kanoner, som der jo var tre af.

Vi skulle også på skift delingsvis være i messen og vaske op, smøre mad, gøre rent..

Vi glædede os nu mest til at komme hjem på orlov og præsentere den flotte uniform, men det varede lidt, vi havde jo uniformspligt. Vi måtte ikke skifte om aftenen, eller i det hele skifte når vi kom hjem, det var strafbart. Vi blev delt ind i dronningens og kongens kvarter, så vi skulle deles om alt.

Vi var ikke så populære på Langeland, det var jo temmelig nyt med militær på øen. Vi blev også uddannet i brandslukning, da der jo var langt til brandvæsen fra Søndenbro, og der var mange gårde. Vi havde også hver nat en beredskabsvagt, som bestod af 10-15 værnepligtige. Vi skulle så sove med uniform på, klar til hurtig udrykning.

En sommeraften, hvor jeg var med i beredskabsvagten, kom der en melding om, at der var observeret et fly, som var faldet ned på en mark ikke så langt fra fortet. Vi drog af sted i en lastbil og jeep med befalingsmænd.

Da vi kom til marken, lå der rigtig nok et brændende flyvrag, men det var ikke så alvorligt, det var en såkaldt drone, et skydemål som de amerikanske soldater brugte i Tyskland. Det var fjernstyret, så længe man kunne se det. Men hvis det kom ind i en sky, kunne det forsvinde og fløj så bare videre indtil det faldt ned. Fiskerne fra Bagenkop fangede også et par stykker som var gået i vandet.

Man havde på Langeland dengang, og måske endnu, en skik, det var om vinteren, måske i nærheden af fastelavn, jeg var med, vi skulle gå til en kirke, og der blev kirkeskibet taget ned. Og så havde man et skulderstativ, så vi var 4 værnepligtige som bar det rundt til forskellige gårde, hvor det så blev præsenteret og vi blev beværtet. Efter vi var gået rundt der en dag, kom vi tilbage til kirken med kirkeskibet, som blev hængt op på plads, og der blev holdt en gudstjeneste.

Der var også sket et uheld om vinteren 1956 på Grønland, hvor 3 marinesoldater omkom. Der blev udtaget 8 mand som skulle med til begravelse af den ene som stammede fra Ærø.

Vi havde på fortet en værnepligtig teolog, som holdt en mindegudstjeneste for de tre.

I sommerens løb blev der holdt en ungdomsfest på Tranekær, hvor 20 mand blev sendt op og gå vagt udenom hele parken, vores nuværende dronning var bl.a. med og mange andre.

Vi havde også fået stablet et fodboldhold på benene og spillede mange venskabskampe med forskellige hold på Langeland, og vi var til mangen sommerbal, på H.C. Ørstedspavillonen og på Træskokroen, og så var der en lille café på torvet som vi besøgte meget. Men pengene var små, 10 kr. om ugen de første 8 mdr., derefter 15 kr. og vi skulle jo selv betale for vores rejse. Det var kun de befalede orlov vi fik gratis rejse, påske, pinse, jul.

Der var engang en lille marinekutter nede i Bagenkop, det hed sig den patruljerede i Langelandsbæltet, men den hjalp mest fiskere, der var kommet i havsnød eller havde fået garnet ind i skruen, og så om sommeren tyske lystsejlere. De var underlagt Korsør Marinedistrikt. Vi kunne i begyndelsen ikke vise os på Bagenkop Kro, så fik vi smæk af fiskerne, vi skulle ikke løbe med deres piger.

Der var en mølle lige ved nedkørslen til fortet og der var en gammel møller som arbejdede med mølleriet, og når vi om natten var på vagt i batteri syd eller nord, fik vi jo lys i øjnene når fyret på Keldsnor drejede rundt. Der blev fra Føllesbjerg bunkersen observeret mange uidentificerede ubåde, som lå tæt ind under land og loddede dybden. Vi kunne ikke tage nummer eller andet, da det var overmalet, men de var alligevel let genkendelige. Det var jo østtyske og polske.

Vi lærte også kending af skibe og fly, så vi var alsidige uddannede. Vi var jævnligt på skydebanen, og dem der skød godt fik så skydemærket og syet på uniformen. Os der ikke var så gode, kunne købe det af en gast der sad på kasernekontoret, for 1,50 kr.. Så havde jeg også et skydemærke.

Jeg er 1,92 m. høj, så jeg blev højre fløjmand i vores deling. Ikke nogen sjov opgave, det var altid mig der skulle først når vi skulle springe ud fra en skrænt eller skyde med løst krudt. Og de andre havde mange gode ideer om, at jeg bare skulle sige jeg turde ikke, eller når vi blev beordret til noget, jeg skulle sige efter dem. Der var bl.a. en mose i forbindelse med gården hvor fortet var, der skulle vi gerne ud, så vi så kønne ud bagefter af andemad og mudder. Der stod dengang, ved vejen mod batteri syd, nord, en gammel efterladt traktor, en Fordson, med jernhjul.

Ovre i den gamle ladebygning var der mange ting opbevaret, også to store lyskastere, vel fra 2. Verdenskrigs tid, de var med store benzinmotorer. De blev brugt på befrielsesdagen. Så blev de stillet udenfor i kasernegården og indstillet så de viste V-tegnet mod nattehimlen. Man sagde, at det kunne ses til Odense.

Så kom den tid vi ikke syntes godt om. Alle var nervøse, det var Ungarnskrisen. Vi kunne følge godt med, for på Langeland kunne vi se tysk TV..

Vi fik besked på, at vi skulle have skærpet beredskab. Vi skulle bl.a. sove i kanonstillingerne, vi fik anvist, hvor vi skulle grave skyttehuller og ikke mindst, hvor vi skulle være, hvis det gik løs. Orlov blev inddraget, vi var ikke hjemme i næsten 3 mdr.

Vi var ca. 200 mand, og nu blev der mange flere vagter og derfor mindre fritid. Vores ledere satte en skræk i livet på os. Vi fik at vide at vi var overladt til os selv, da hjælpen skulle komme fra England. Der blev beordret skærpet overvågning på Føllesbjerg, flere vagter, bedre udkig på radaren, som jo var en fantastisk ting dengang. Radaren kunne sænkes ned så den var usynlig for alle, og vi kunne se meget langt med den. Vi var unge og tænkte ikke så dybt over tingene, men alle var mere eller mindre nervøse. Vi skulle nu holde en øvelse med Hjemmeværnet, de skulle være 5. kolonnefolk og vi skulle tage dem til fange. Vi måtte ikke være hårdhændede og greven fra Tranekær var med. Jeg husker den deling jeg var i, vi fangede 2 store velbjærgede bønder. De havde en fed madpakke med, den tog vi fra dem under protest, og spiste den med stor velbehag. Vi fastholdt, det kunne være ammunition. Næste dag var der briefing i messen hvor også dette kom frem, men vi blev heldigvis ikke genkendt..

Søndenbro var jo et øde område og vi var unge, så vi kedede os bravt. Vi kunne, hvis vi var heldige, komme i bio i Humble, men det var på træbænke, og et gammelt filmapparat og ikke mindst, ældgamle film. Det var også i Humble vi blev sendt til tandlæge, for eftersyn. Vi havde dog selv infirmeri på fortet, hvor der var et par værnepligtige beskæftiget. Så der var mange, der led af fodsved. Så fik vi hospitalssprit, lidt æblemost i, så kunne det godt drikkes.

Vores orlogshjem var ovenpå i den bygning vi boede i, og der var en som passede et lille udsalg af cigaretter, sodavand, chokolade, kaffe, ikke øl og sprut.

Jeg fik på et tidspunkt problemer med mine tæer og blev undersøgt af en læge, som kom dagligt på infirmeriet. Han sagde, det var hammertæer, og jeg fik besked på at rejse til militærhospitalet og blev der opereret. Der blev vi udstyret med grå benklæder og en stribet jakke som dem, fanger gik med i sin tid. Og så var vi ellers lukket inde der med højt plankeværk og pigtråd ovenover, kunne kun komme ud, hvis man havde ansøgt om det. Der var en vagt i porten.

Da jeg blev udskrevet derfra, var mine soldaterkammerater blevet hjemsendt, og jeg fik besked om at tage til Langelandsfortet og aflevere mine ting og få hjemsendelsespenge. Men nu var jeg ikke en mølkugle mere, nu var jeg en old, super, jet, granitbasse. Som du nok kan regne ud, er jeg med i kystartilleriforeningen og har meget fornøjelse af det. Til vores 40 års jubilæum var vi så heldige at kunne samle 4 mand fra samme stue, så der blev skålet og hygget og snakket.

NN

Til toppen

Her er så CV´s beretning om tjenesten på LFT

Tjenestefri 

    Mine svigerforældre havde sølvbryllup sidst i februar. Det skulle jeg jo så gerne have fri til. Så jeg skrev så en ansøgning om tjenestefri. Jeg afleverede så ansøgningen til muljesergenten. Der gik ikke lang tid før jeg blev kaldt ned til næst-kommanderende. Han sagde at det kunne der under ingen omstændigheder blive tale om. Imens han siger det sidder han med sin kuglepen og tegner et minus, så stort at der ikke er noget at tage fejl af. Da det så bliver middag gør jeg så lidt ekstra ud af maden til Eskc. Måske et ekstra stykke salat.
Da jeg så har serveret dem, spørger jeg så. Hvordan kan det være at jeg ikke kan få fri til mine svigerforældres sølvbryllup?
    Han siger så hvordan er deres forhold til pigen.
    Jeg svarer at vi har været forlovet i nogle måneder.
    Han siger så. Gå de nu ned NK.
    Og sig så til ham, at hvis der er nogen problemer skal han kontakte mig på lokal 27.
    Da jeg kommer ind på NK lukaf. Ligner han et uvejr. Han siger så. Har jeg ikke afslået en gang.
    Jo siger jeg men jeg skulle bede dem om at ringe på nr. 27.
    Helt opkogt i ansigtet begynder han så at ændre det store minus til et kæmpe plus, så siger han. Er det nok det de har søgt om.
    Jeg kan da godt bruge en dag ekstra. Så det giver han mig så.
    Det skal dog siges at grunden til afslaget var. At dagen efter deres sølvbryllup, skulle vi overføres til LFT.             
    Den her historie syntes jeg giver et godt billede af forskellen imellem en kaptajnløjtnant og en Kommandør 
 

Langelandsfortet. 

    Det var vel nok sorgens dag den dag vi forlod Henrik Gerner og Holmen.
    Vi var heller ikke kommet langt uden for Holmen før vi fik ham sergenten overtalt til at vi skulle til købmand.
    Da vi nåede Storbælt var der problemer med at få bussen over, for der var ikke bestilt plads. Over kom vi, og nogle af gutterne havde også været i cafeteriaet, for at tanke op. Så stemningen var noget løssluppen da vi landede på LFT.
    Kan i forstille jer hvordan det var at komme ud af bussen og så blive modtaget af sådan en højtråbende seniorsergent.
    Han ville fandeme have at vi skulle stille op på to geledder, samt rette ind til højre. Det var der et par stykker der ikke kunne huske hvordan man gjorde, og var der ellers noget så kunne han ellers bare få et par på skallen. Der var også en der slog ud efter sergenten.
    Der blev så tilkaldt nogle fra vagtkompagniet, og så blev de mest urolige ellers kørt til arresten i Svendborg.
    Nå, men ellers blev vi installeret på  nogle 6 mands stuer.
    Næste dag fik vi udleveret kampuniform, kogekar,Garantgevær, bajonet.
    Der var vagt hver anden dag, og da der først var morgen mønstring kl. 08⁰⁰ var der ingen sag at nå der ned. Week-end var der fra fredag kl.16 og til mandag kl. 08³⁰ Og der var lang week end en gang om måneden. Den varede så til kl. 16.
    Som i jo nok kan forstå var det en god gang kasserne gejl vi var kommet til.
    Vi skulle lære at skyde med garant geværet. Og vi skulle lære at skyde med 40 mm kanon. Og der blev undervist i orientering.
    Det var lidt sjovt for vi blev undervist i kort og kompas. Det lige siges at jeg havde løbet mange orienteringsløb i FDF, og det var jeg først holdt op med som 18 årig, så jeg kunne godt huske noget om det. Jeg havde heller ikke fortalt nogen at det var noget at viste noget om.
    Dagen oprandt hvor undervisningen skulle afprøves i praksis. Det var en fredag så der blev sagt at der er orlov når vi kom hjem.
    Jeg siger så til ham min makker Ole, det var ham jeg normalt kørte med. Skal vi løbe sammen?
    Han svarede. Er du rigtig klog, vi skal da gerne hjem i dag. Giv mig nu en chance, så skal du bare se.
    Vi var det første hold der var hjemme, og vi så ingen af de andre.
    Da vi melder os tilbage siger seniorsergenten, De har ikke sagt noget om at de viste noget  om orientering. Næ, der var heller ingen der spurgte. 
    På et tidspunkt har vi ekserceret så meget med kanonerne at man mener at vi skal til Gniben på Sjællands Odde.
    Det gik meget godt for vi skød både flydemålet,
    Vindposen som blev trukket efter en flyver, samt en drone ned så det var dyrt at have os til skyde med skarpt.

    Dem af jer der har været på Sydlangeland ved nok at lige oven for indkørslen til  LFT, ligger der en mølle. Den var til salg, så den var der en der hed Søren der sammen med sin familie købte.
    Han fik så lov til, at dem der havde frivagt kunne hjælpe ham med at renovere møllen.
    Det varede dog kun kort. Så var der nogen der fandt ud af at Sørens familie var fremtrædende kommunister fra Århus.
    Kan i forestille jer overskriften i Langelands Tidende. Kommunistisk Spionrede midt i LFT.
    Herefter sluttede hjælpen til renoveringen

    Det mest ophidsende var når kom en alarm fra en af ammunitionsbunkerne. Så  blev der udleveret skarpt, og så var det ellers bare sted i et folke-vognsrugbrød, men det var altid falsk alarm.
    Fra radaren på fortet holdt man meget udkig efter Tyske sandpumpere. De stjal god dansk strand-bund, til deres egne strande.
    I en week-end hvor jeg have vagt, skulle vi ud og jagte sådan en karl.
    Vi blev iklædt gummitøj og redningsveste, og så blev lastbilen spændt for traileren med gummibåden, og så gik ellers til Spodsbjerg.
    Vi blev plantet i gummibåden, og hvad tror så der skete? Ja, båden kunne ikke starte.
    Den stakkels maskinkonstabel der var med, der blev talt med meget store bogstaver.

På vagt med besvær.

    En nat hvor jeg skal på vagt, bliver jeg vækket ved at ham der skal pure mig tager mig på mine ædlere dele. Jeg bliver meget sur, og svinger så min arm  ud efter ham, dog uden at ramme. Så ryger jeg ellers ud af overbuffen. Vi slås så lidt, og jeg får så overtaget, og imens han ligger ned siger han undskyld. Jeg slipper ham og han går. Jeg tager så min uniform på og går så ud i baderummet for at få noget vand i hovedet. Her er konditoren så ved at børste tænder. Han siger så til mig. Er der mere med dig så skal du bare sige til så kan du få en røvfuld.
    Og var jeg ikke gal så blev jeg det. Så begyndte vi at slås igen. Det varede ikke længe før så stod næsten  alle på gangen.
    Jeg fik så hans hoved ind under min arm, og så bed han mig, så det kunne mærkes. Det var som om han fik krampe i kæben for han ville ikke slippe. Til sidst måtte jeg banke hans hoved ind i en dørkarm. Så var det endelig slut.
    Kan i forestille jer hvordan min sorte busseronne så ud? Ja, den var smurt ind i tandpasta.
    Ugen efter blev konditoren kummet af  seks mand iført gasmasker og regnslag, men det er en anden historie.
    Det hændte også at jeg fik en lift med Dennis Nelson, ham er der nok nogen af jer der kender.
    Han havde en Fiat 500, her kostede en returbillet 10 kr. Han boede i Årup, herfra var der afgang kl. 06³⁰.
    En morgen havde han fået et par 100 kroner sedler. Det ser vi tre der kører med ham.
    I løbet af dagen har stamkompagniet fut. Imens de har det bliver Dennis`s skab åbnet og pengene er væk.
    Der har i en periode været lignende tyverier fra skabene, skabene har været åbne uden der har været synlige spor. Det har været noget mystisk.
    Den ene af dem der kørte med fra Årup var kasserenskriver. Så kan i jo nok regne ud hvordan det hang sammen. Han havde adgang til nøgle skabet.
    Ifølge avisen drejede det sig om ca. 50 tyverier.
    Han fik en betinget straf på 60 dage

    Forøvrigt var der valg det forår. Det var første gang jeg skulle stemme. Det forgik på rådhuset i Humble. Jeg tror nok at vi stemte om lavere valgretsalder.
    Ca. en måneds tid før vi skal hjemsendes. Bliver vi udkommanderet til skulle på øvelse med hjemmeværns kompagnierne fra Langeland.
    Vi skal agere en comandogruppe, der bliver landsat.
    Vi bliver sat om bord på et af bevogtnings-fartøjerne af Daphne klassen.
    Vi bliver landsat via en gummibåd på stranden. Ikke alle er lige tørre.
    Vores opgave er at anbringe en bombe ved et luftmeldetårn.
    Et sted kommer vi i kamp med en hjemmeværns-patrulje. Den nedkæmper vi ved hjælp af nogle appelsiner som vi har organiseret på patruljebåden.
    Kampdommeren accepterede at de godt kan illustrere håndgranater. Så vi fortsætter, og sted frarøver vi en hjemmeværns stilling deres maskingevær. De hyggede sig nemlig med deres madpakker.
    Vi fik også anbragt vores bombe.
    Så på den efterfølgende briefing fik vi megen ros. Det skal da også lige siges, at vi havde ingen befalingsmænd med.
    Selv i dag når jeg tænker på det er jeg overrasket over sådan som vi gik op i det. Der var ikke mange dage tilbage i
    Fido.

    P.g.a. det overraskende gode resultat af øvelsen blev vi beordret til at deltage i havnefesten i Lohals.
    Det var sådan, at der hvert år til deres havnefest blev stillet mandskab til rådighed for at deltage i en vandkamp.
    Det gik ud på at vi stod på agtertoften på en robåd
    Herfra skulle vi så ved hjælp af en lang stang med en pude på vælte sin modstander i vandet.
    Det var ikke nemt, for de lokale i Lohals havde prøvet det før. Så vi røg i vandet på stribe.
    Som belønning blev vi beværtet med rigelige mængder øl. Så det var et par berusede rugbrød der ud på natten tog tilbage til LFT.

    Vores hjemsendelses tur gik til Egeskov slot, samt til Albani.
    Her var det jo nok bryggeribesøget der var det mest interessante . Det var den gang man både fik vådt og tørt.
    Den sidste dag før hjemsendelsen var der optræk til ballade, vores sergent syntes at vi skulle spille fodbold, men det var der et par stykker der syntes var en åndsvag ide. Så efter nogen parlamen-terende blev dikteret at så kunne få noget pudse-arbejde på 40 mm  kanonerne. Det var vi andre ikke tilfredse med. Så det kunne ikke lade sig gøre at trække kanonerne ud af laden, det var ellers ikke noget problem, men det var det den dag.
    Det blev for meget for sergenten, han gik så over til næstkommanderende som hed Maccard, i daglig tale kasket og sko.
    Han tilkaldte så vores talsmand som blev orienteret om at vi ville blive anklaget for mytteri hvis vi ikke snart kom i gang
    Vi fik så naturligvis lettet røven og kom i gang, det var ikke den bedste afslutning på vores ophold på LFT.
    Næste dag var der aftæden til civil.
    Efter at vi var taget fra fortet kørte vi til Rudkøbing her gik vi på værtshus, her drak vi et par øl inden turen gik videre til Bregninge kro på Tåsinge, her fik vi en god middag inden vi tog afsked med hinanden.