ForsidenDen Kolde KrigLangelandsfortet under den Kolde KrigBilledgalleri over fortcheferLitteraturforslagMuseets egen hjemmeside

 

 

Cuba-krisen: Betegnelsen dækker over dagene 14. til 28. oktober i 1962. USA og Sovjetunionen var på randen af en atomkrig. Krisen er det tætteste verden endnu har været på en krig mellem de to atommagter; Sovjetunionen og USA. Krisen begyndte, da amerikanske spionfly den 14. oktober 1962 opdagede, at Sovjetunionen var i færd med at anbringe offensive missiler på Cuba. Sovjetunionen var i gang med at opstille en række raketanlæg til fremførelse af mellemdistance-raketter, der potentielt kunne lades med atomvåben. Raketterne ville kunne nå Washington DC, samt andre strategiske mål i USA. Den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy blev orienteret om opdagelsen den 16. oktober 1962. I dagene den 16.-19. oktober blev i alt fire operationelle installationer fotograferet af amerikanske spionfly. Først den 22. oktober afslørede John F. Kennedy i en TV-tale, at USA havde observeret de sovjetiske missilinstallationer på Cuba.

Dagen efter indledte USA med støtte fra Organization of American States (OAS) og vestmagterne en flådeblokade af øen. Den sovjetiske leder Nikita S. Khrusjtjov blev opfordret til at fjerne missilerne. Sovjetunionen krævede, at USA samtidig skulle trække sine NATO-missiler væk fra Tyrkiet. Da USA afviste kravet, fortsatte Sovjetunionen. Verden holdt vejret helt indtil den 28. oktober, hvor den sovjetiske leder Nikita S. Khrusjtjov bekendtgjorde, at raketinstallationerne på Cuba ville blive demonteret. Krisen var forbi. Men først den 20. november 1962 ophævede USA flådeblokaden.

Efter Cuba-krisen blev forholdet mellem de to supermagter, Sovjetunionen og USA, mere afspændt. Det første skridt mod et mindre anspændt forhold blev taget af den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963. Hovedpunktet i talen var, at krig havde fået en ny betydning pga. nukleare gengældelsesstyrker i både USA og Sovjetunionen. En atomkrig ville være ødelæggende for alle mennesker, samt for de kommende generationer. Det betød, at det ikke længere var tilstrækkeligt at basere fred på alle menneskers gode vilje. For at opretholde fred, var man nu nødt til at udvikle institutioner baseret på fælles interesser og konkrete aftaler. På trods af de åbenbare forskelle mellem Sovjetunionen og USA, forklarede USA’s præsident i sin tale nødvendigheden for at rette opmærksomheden mod den fælles interesse: At undgå krig. I forlængelse af talen blev der i 1963 indgået de første aftaler om rustningskontrol.

I lyset af Cuba-krisen såvel som de konfrontationer Berlin-muren havde medført, opdagede man behovet for, at den sovjetiske og amerikanske leder hurtigt kunne komme i kontakt med hinanden. Derfor blev der få dage efter den amerikanske præsident John F. Kennedys tale oprettet en ”hotline” mellem Kreml og Washington DC. Aftalen om den direkte telefonforbindelse var den første bilaterale aftale mellem Sovjetunionen og USA under den Kolde Krig. Formålet med den såkaldte ”varme linje” var sikre, at der ikke opstod fejlfortolkninger af modpartens handlinger og intentioner, som i værste tilfælde kunne udvikle sig til en atomkrig.

Kort tid efter (den 5. august 1963) indgik USA, England og Sovjetunionen Moskva-aftalen. De forpligtede sig til at forbyde, forhindre og undgå prøvesprængninger. Det gjaldt prøvesprængninger med kernevåben i atmosfæren, det ydre rum og under vand. Det var åbent for alle stater at skrive under på aftalen. Mere end 100 skrev under. Kina og Frankrig var de eneste supermagter, der forholdte sig negativt til aftalen.

 
 

Museum Langelandsfortet | Vognsbjergvej 4b | 5935 Bagenkop | tlf: 62562700 | E-mail: langelandsfort@langelandkommune.dk