Forsiden > Den Kolde Krig
 
  ForsidenDen Kolde KrigLangelandsfortet under den Kolde KrigBilledgalleri over fortcheferLitteraturforslagMuseets egen hjemmeside

 

 

Berlin-muren der i perioden 1961-1989 deler Vest- og Østberlin. Foto: Privat

 

Der er ”gået et jerntæppe ned gennem Europa” - Winston Churchill den 5. marts 1946.

Den Kolde Krig er betegnelsen for det spændte forhold mellem den kommunistiske verden med Sovjetunionen i spidsen og vestmagterne anført af USA, der forløb i perioden efter Anden Verdenskrig og indtil Sovjetunionens officielle opløsning i december 1991. Hvornår den kolde krig helt præcist startede, kan være svært at afgøre. Men den 5. marts 1946 talte Winston Churchill om et jerntæppe, der var ”gået ned gennem Europa”. Dermed fastslog han, at politisk var Europa blevet skilt i øst og vest.

Efter Anden Verdenskrig var verdenssituationen med ét ændret. Det nazistiske Tyskland havde tabt krigen og dermed mistet sin status som stormagt. Freden skulle nu udformes. Det krævede, at der blev skabt et fungerende samarbejde mellem de sejrende magter, dvs. "de tre store" – USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Men landenes forskellighed besværliggjorde et samarbejde. Dels hyldede de forskellige ideer, dels var deres økonomiske situation forskellig. USA gik ud af Anden Verdenskrig med en velfungerende økonomi, og med verdens højeste levestandard. Omkring 300.000, hvoraf de fleste var soldater, amerikanske statsborgere omkom under krigen. Sovjetunionen derimod var blandt de europæiske lande, der var mest ødelagt af krigen. Den civile industri, landbruget og transport var stærkt medtaget. Op mod 20 millioner indbyggere havde mistet livet under krigen. Forskelligheden medførte, at der hurtigt opstod hurtigt uoverensstemmelser.  I Vesten voksede mistilliden til Sovjetunionen i lyset af udviklingen af de sovjetiske besatte områder, som på Potsdam-konferencen var blevet tildelt Sovjetunionen og omvendt.

 
 

Museum Langelandsfortet | Vognsbjergvej 4b | 5935 Bagenkop | tlf: 62562700 | E-mail: langelandsfort@langelandkommune.dk